Blog, nyt og video

mandag 5. juni 2023

Lidt om akupunktur

Hvornår virker akupunktur, og hvordan virker det? Der er mange forskellige former for akupunktur og forskellige forklaringsmodeller over, hvad det er, og hvad det kan…

Med ”vestlige briller”/ i den evidensbaserede medicinske verden, er der taget enkeltelementer ud af den traditionelle form for akupunktur, og der arbejdes enten på triggerpunkter (som er motoriske punkter i musklerne) eller ud fra kombination af specifikt udvalgte akupunkturpunkter, som der er forsket i virkningen af (typisk til smertelindring eller fx fødselsmodning). Lidt nedsættende kaldes det somme tider for ”kogebogsakupunktur”, da det er opskrifter, som kan anvendes uden kendskab til hele den forståelse, som ligger bag den oprindelige udvikling af kinesisk akupunktur. Vestligt arbejdes også med en anden form for øreakupunktur end den kinesiske, og fx NADA-akupunktur kendes af mange som effektivt beroligende behandling udelukkende på ørepunkter.



Den ”kinesiske akupunktur” rummer imidlertid også mange forskellige retninger og er igen videreudviklet med forskellige metoder i fx Korea og Japan (og sikkert mange andre steder). TCM-akupunktur, som jeg selv er uddannet i på AkupunkturAkademiet, kaldes ”Traditionel Chinese Akupuncture” og tager udgangspunkt i de gamle kinesiske skrifter men til en vis grad tilnærmet vestlig tænkning ved at opsætte forskellige” ubalancemønstre” og tilhørende opdeling af punkter og behandlingsformer. Klassisk akupunktur er begyndt at vinde mere frem i Vesten, hvor der også tages udgangspunkt i de gamle skrifter (og mesterlære-teknikker) men helt uden skemaer og systemer, som vi kender dem i vestlig tankegang. Her lægges der vægt på andre forståelser fra de oprindelige mestre, og punkter og meridianer kombineres på en anden måde…

Og hvad skal du så bruge den viden til??

Det sker indimellem, at folk siger ”Jeg har tidligere prøvet akupunktur, det virker ikke på mig”…. Det svarer lidt til at sige ”jeg har tidligere smagt kød, det kan jeg ikke lide” 😉 Faget akupunktur er simpelthen for stort og bredt til, at det kan afvises som mulig behandling, fordi der tidligere har været manglende effekt! Mackies Pizza havde et berømt slogan "50 millioner fluer kan ikke tage fejl" – med et glimt i øjet kan det overføres til akupunktur, for behandlingsformen er støt stigende i Danmark, og fra 2005 til 2017 er den procentvise andel af danskere, som har anvendt akupunktur på et tidspunkt i deres liv steget fra 16% til 28,8%. Du kan læse mere om dette og meget mere om akupunktur i det hele taget på Praktiserende Akupunktørers hjemmeside HER


Noget af det, som kan gøre det vanskeligt at forholde sig til akupunkturbehandling, er den manglende ”logik” – hvorfor kan nakken behandles i øret eller på håndleddet eller ved anklen? Hvorfor kan galdeblæren aktiveres med en nål i skinnebenet, osv… Når jeg afsøger internettet, er der forskellige bud på en medicinsk/ vestlig forståelse af, hvad der sker – og mange undlader helt at gå i detaljer, nok fordi det simpelthen er svært at forklare med naturvidenskabelig forståelse, hvad der sker i krop, hjerne og sind, når vi behandler med nåleindstik eller tryk på akupunkturpunkterne. Fælles for akupunkturforståelsen er, at vi arbejder på meridian-baner. Altså ”veje i kroppen”, hvor stimulationen kan forplante sig til både muskler, bindevæv, organer mv. Bindevævet forbinder alle dele af kroppen, ligesom nervesystemet, blod- og lymfekredsløb er til stede over alt og har dyb indvirkning på alle kroppens (og hjernens) forskellige funktioner. Meridianerne følger disse veje i kroppen som elektriske signaler eller ”energi”, der ikke kan findes under obduktion… men derfor kan selv blid stimulation forplante sig på forskellige vis gennem hele kroppen, og effekten kan forudses ved viden om disse ”kommunikationsvejes” forløb.



Fra gammel tid har munke og andre viet deres liv til at sanse, afdække og videreformidle, hvordan Qi/ ”energi” kan forplante sig gennem kroppen ad ”veje”, som vi kalder meridianbaner. Og hvordan der på disse meridianer findes rigtig mange punktområder, hvor det er særlig hensigtsmæssigt at stimulere Qi’en. Og hvilke effekter som kan forventes ved brug af de forskellige punkter. Deres forskellige observationer er videreformidlet gennem mesterlære og nedskrivning og relateret til en dyb forståelse af, hvordan energien arbejder i verden som sådan: Yin-Yang-forståelsen som kan relateres til de mindste daglige processer og de største universelle bevægelser… Jeg vil tro, at man sagtens kan vie hele sit liv til at forstå og udvikle sine færdigheder som akupunktør uden at nå at berøre mere end en lille del af den samlede viden – præcist som i den vestlige medicinske verden. Men med en uddannelse i TCM eller klassisk akupunktur kan du i hvert fald forvente, at din behandler har en grundforståelse af de større mekanismer i kroppens Qi-flow og indblik i både lokale og mere systemiske behandlingsmuligheder i forhold til din problematik. Herunder, om du ønsker symptombehandling/ at blive ”fikset” hurtigst muligt, eller du har sat dig for at få arbejdet mere i dybden med de udfordringer, som skaber ubalancer i din krop og dit sind!

Det er derfor både med stor ydmyghed og samtidigt med en vis grad af sikkerhed, at jeg tillader mig at udbyde TCM-akupunktur i NaturSunds regi. Jeg har en for danske forhold meget omfattende grunduddannelse, masser af relevant efteruddannelse, stor behandlererfaring både som fysioterapeut og akupunktør samt en stor viden om kost, bevægelse og sundhed. – Kan jeg garantere dig god effekt af dine behandlinger? Nej, desværre ikke. Men jeg kan garantere dig seriøs og professionel behandling, blik for lige netop dig og din situation og ærlighed omkring mine forventninger til effekt af behandlingen!

Men, tilbage til, hvornår akupunktur virker… Det er min erfaring, at der er flere forhold som spiller ind. Langt de fleste reagerer på nålenes påvirkninger af kroppen på en eller anden måde. Om det får den ønskede effekt kan afhænge af: Har jeg som behandler forstået kroppens problematik og valgt rette punkter i rette kombination? Har jeg sat og stimuleret nålene godt nok? Er klienten tryg ved mig og behandlingen og dermed i stand til at lade kroppen tage imod stimulationen? Har klienten fysisk og følelsesmæssigt overskud til, at kroppen kan give slip/ ændre på stagnationer og blokeringer? Er der ressourcer til det nødvendige antal behandlinger? Er der ressourcer til at foretage eventuelle nødvendige ændringer i hverdagen for at understøtte behandlingen?...

Ovenstående er sådan set ikke anderledes end, hvad der er i spil ved andre typer af behandling – der er altid mange ikke-synlige faktorer, som påvirker udfaldet af behandling og terapi, og for den sags skyld også træningsøvelser. Men, når det er sagt, så er akupunktur (evt. suppleret med øvelser og kostændringer) rigtig effektivt til mange former for smerter og virkelig mange andre typer af fysiske problemer. Det kan fx være virkelig effektivt til at forbedre søvn, øge energiniveauet, mindske stress og forbedre fordøjelsen. På den korte bane er især smertebehandling ofte ret effektivt, mens det er min erfaring, at andre typer problematikker ofte kræver et lidt længere behandlingsforløb for at få god effekt.

Kontakt mig gerne for en uforpligtende snak, hvis du overvejer akupunkturbehandling, - det er faktisk ikke meningen, at man skal gå rundt og ha’ det træls 😊